Præsentation af vores aktive medlemmer
På denne side kan vore aktive visesangere/musikere/forfattere/komponister fortælle om sig selv og deres aktiviteter.

Klik på et navn og læs.......
Hvem er vi?
Visens Venner i Ballerup

Visens Venner i Danmark er en paraplyorganisation for over 30 Visens Venner foreninger i Danmark med ca. 5000 visesangere, akkompagnatører, visedigtere, visekomponister og andre medlemmer, der kan lide viser.

Visens Venner Ballerup har ca. 20 aktive visesangere og musikere samt 120 lyttende medlemmer/vennekredsmedlemmer.

Visens Venner Ballerup afholder hver sæson 6 arrangementer, med egne solister, fællessange og underholdning med sangere fra andre foreninger m.m. Disse arrangementer er meget hyggelige. Vi mødes til fællesspisning (egen madkurv) og i løbet af aftenen er der ud over underholdningen også fællessang.

Solister fra Visens Venner Ballerup optræder også ved private fester, på plejehjem, julearrangementer og i andre foreninger m.m.

Visens Venner Ballerups aktive mødes 1 gang om måneden til hulemøde. Her øver vi os til de kommende viseaftener.

Visens Venner har sin rod i Sverige. Evert Taube var det naturlige centrum i en kreds af svenske visefolk, som mødtes i " Den Gyldene Freden " i Gamla Stan i Stockholm. Han blev en af initiativtagerne til Samfundet Visens Vänner i Stockholm, som blev stiftet i 1936.

Fra Sverige bredte interessen sig til de andre nordiske lande. Imod slutningen af anden verdenskrig i 1944 skabtes en forening i Oslo og i 1945 i Helsingfors. I Danmark blev den første forening, Visens Venner København stiftet i 1953 med digteren Sigfred Pedersen som den første formand. I årenes løb er antallet af foreninger vokset betydeligt, og der er Visens Venner foreninger i samtlige nordiske lande.

Et fællestræk for foreningerne er,at de rummer en kærne af medlemmer, som beskæftiger sig aktivt med visen som sangere, akkompagnatører, komponister, digtere m.v. De fleste danske foreninger har tillige en vennekreds bestående af viseinteresserede, som ved foreningens arrangementer fortrinsvis er aktive tilhørere.